Hvad får jeg for mit kontingent?


Som medlem af Svømmeklubben Sønderborg bliver man først og fremmest en del af en svømmeklub.
Svømmeklubben Sønderborg er en klub på samme måde som hvis man spiller fodbold.
Svømmeklubben Sønderborg er et fællesskab omkring en fælles interesse for svømning, det er ikke ”bare et sted” hvor børn lærer at svømme.

Et medlemskab i Svømmeklubben Sønderborg, giver mulighed for i fællesskab med andre, at lære at svømme, og for de yngste også mulighed for at lege i vandet, man lærer den rigtige teknik, for at blive en bedre svømmer, og når man blive dygtig nok, er der også mulighed for at prøve at deltage i vores jule- og forårsstævne, så man kan se at det at træne, giver en bedre og hurtigere svømning – er man rigtig dygtig, kan man blive udtaget til vores talent og konkurrence hold, - så er det svømmetræning for at vinde medaljer og hele tiden forbedre sig.

Rækker talentet ikke helt så langt, eller synes man ikke det er nok kun at ’svømme baner” så kan det være at man fatter interesse for vandpolo, som vel nærmest er håndbold i vand, det er en fysisk krævende, men meget sjov sport.

Derudover har du naturligvis stemmeret på vores generalforsamling, og på den måde kan du være med til at præge udviklingen i klubben.

Når man har betalt sit kontingent, så kommer pengene klubbens medlemmer til gode og her kan du se noget at det vi bruger dit kontingent til:
  • Løn til vores uddannede instruktører og trænere, som alle har en svømmefaglig baggrund. Vi bestræber os på, at der altid er 2 instruktører på de fleste hold.
    Langt de fleste af vores instruktører og trænere, er tidligere eller nuværende konkurrence-svømmere og enkelte har svømmet på højt nationalt og internationalt niveau. 
  • Udgifter til blandt andet: 
    uddannelse af vores instruktører og trænere
    uddannelse af officials (svømmedommere)
    sociale arrangementer til pleje af alle vores frivillige
    påklædning til vores frivillige, instruktører og trænere
    administration af en forening med over 1000 medlemmer
    indkøb og vedligehold af udstyr som vi bruger i svømmeundervisningen. 

  • Arbejdet med at skabe en af Danmark bedste svømmeskoler og eliteafdelinger.

  • Du får mulighed for deltagelse i forskellige foreningsarrangementer.

  • Du kan nyde godt af, at frivillige forældre stiller en service til rådighed i form af ledelse, styring og koordinering af alle de mange opgaver, der skal klares i det daglige, f.eks. fordeling af træningstider, understøttelse af trænernes sportslige arbejde, indkøb og udlevering af materialer, deltagelse i møder og koordinering med DGI, Dansk Svømmeunion, Humlehøj hallen mf.

  • Du kan også nyde godt af, at frivillige bruger tid på at være i tæt dialog med Sønderborg Kommune om foreningens betingelser, f.eks. diverse tilskudsordninger, tildeling af vandtid i svømmehallen, brug af mødelokaler, den fortsatte dialog om en ny svømmehal og meget mere.

  • Vores frivillige skaffer attraktive sportsaktiviteter til Sønderborg som f.eks. DGI´s sprint-stævne og DSU's regionsmesterskaber i svømning og DM i vandpolo. De finder andre frivillige hjælpere til at gennemføre afholdelse af de mange forskellige aktiviteter.

Der kan ikke og skal ikke, i en forening som Svømmeklubben Sønderborg sættes et 1:1 forhold mellem det enkelte medlems kontingent, og det der opleves modtaget i den anden ende. 
Nogle af de ovennævnte udgifter vil f.eks. ikke være relateret til alle hold og alle svømmere til enhver tid, men set over tid, vil alle hjørner af klubben få deres andel.


Kan jeg nøjes med at betale kontingent?

Nej, et medlemskab af en svømmeklub kræver at man bidrager.
Det er ikke en vare eller ydelse man køber, men et fællesskab man får lov at deltage i. 

Svømmeklubben Sønderborg kan ikke drives uden frivilligt arbejde, og man vil som medlem af Svømmeklubben Sønderborg eller som forældre til svømmere blive involveret i foreningens mange aktiviteter, f.eks. bruger vi frivillige forældre som svømmevagter i omklædningsrummene, som uddannede svømmedommere, til udvalgs og bestyrelsesarbejde eller det kan være til aktiviteter der skaffer midler til foreningens drift – alt sammen til glæde for medlemmerne.
 
 
Ingen forening, uden frivillige
Ingen frivillige, ingen bestyrelse
Ingen bestyrelse, ingen forening 

Nyheder

Sponsorer